Select Page

Perspective Lab går på opdagelse i hverdage, arbejdsdage, mennesker, samliv og singleliv. Alt sammen med afsæt i samtalen. Vi møder kontinuerligt nye mennesker og indtryk. Vi suger det hele ind og filtrerer det. En gang om året søger vi inspiration i dét, vi ikke kan samtale os til! I år faldt valget på Alchemist. Nu tager vi jer med!

Når hverdagen altid er feltarbejde, kan det være sundt at forlade det folkelige og mainstream vi ellers holder utrolig meget af til fordel for det ekstraordinære. Alene det at få reservation på Alchemist kræver planlægning som op til enhver stor rockkoncert. Kun 4 minutter gik der, før der var udsolgt og venteliste, men Perspective Lab fik foden indenfor og indrømmet var det i sig selv lidt et win-rush!

Fem minutter før tid troppede vi op foran restaurantens grumme men fabelagtige døre, der åbner sig langsomt som tunge porte. Indenfor byder to værter i stribede jakkesæt os velkommen. Vi får en adgangsbillet, næste dør går op og herfra begynder et gastronomisk absurd teater, der går over i historien som en once in a lifetime oplevelse!

Den imposante dør til kaninhullet

I et stort oplyst New York-inspireret lokale viser en kvinde os, at billetten skal spises, før dørene kan gå op til en lounge. Her får vi vores eget bord og retterne begynder at glide ind i en lind strøm, mens man som tilskuer kan se ind i køkkenet, der mest af alt ligner et laboratorium med oplyst bagvæg og et hav af farverige krukker med krydderier eller væsker

Vi har ikke nogen specielt elitær tilgang til mad og måske var det lidt det, der fulgte med os ind gennem dørene. Ligesom Alice i eventyrland føler vi, at vi er faldet ned i et fantasiland, hvor vi ikke ved, om vi er med i et skuespil eller på restaurant. Til alt held får man besked om, hvordan man skal spise retterne, når de bliver serveret. 

Maden er smuk og serveres som stor underholdning fx æggeblomme i en smuk sølvbelagt marguerit eller en dej fyldt med røg, som gør, at vi begge slår en spontan skraldlatter op. Derefter på benene igen og op igennem vinkælderen, hvor vine hænger fra gulv til loft. Så går døren op til domen, som vi har set på tv, og som er endnu mere enestående i virkeligheden. Et lærred strækker sig hele vejen over os som en gople og vandmænd svømmer rundt i et blåt hav, som vi sidder på bunden af. Vi får to pladser ved et langbord med små individuelle lamper på én side, mens servicepersonalet betjener os fra modsatte side.

Retterne er bygget op omkring scener og har stærke referencer ind i teaterverdenen og laboratoriet og samtidigt kritiske kommentarer til verdenssituationen. Plastikposer flyder rundt i verdenshavet sammen med goplerne over os. En af retterne er bygget op omkring denne fortælling og vi spiser gladeligt imiteret plastik. Dyrevelfærd, nose-2-tail og miljø er hele tiden present og det bliver tilstrækkeligt corny, da vi på et tidspunkt får serveret et lille ko-yver med tyktflydende karamelliseret mælk som man selv skal suge ud.       

Food for thoughts – foie gras – dyrevelfærd
Plastic fantastic – serveret på plastik fra verdenshavene
Udder – værsgo at sug!

Ved siden af menuen får vi en saftmenu, som tilsvarende er eksperimenterede og fræk. Tørt og sødt og fermenterede produkter, der stort set alle sammen har finesse, man ikke troede var muligt. At vælge saft fremfor vin føles som om en overraskende ekstra dimension. Den linde strøm af eksperimenterede retter flyder mens personalet bevæger sig gnidningsfrit og hurtigt mellem stationerne. Imens skifter himlen over domen til japanske kirsebærtræer, der afblomstrer og til sidst solnedgang over granskov og nordlys. Lige dér mister vi tidsfornemmelsen!

Nu følger en tjener os til elevatoren og vi kører op i endnu en lounge, denne gang med udsigt til domen under os og samtidigt et loft hvor finurlige guldfarvede lamper dingler i vinden fra usynlig aircondition. Her får vi flere retter, desserter. Snebolde og sukkerrør, hvor rom skal suges og tygges ud samt en hård ingefær-ravklump med fire myrer indeni. Vores sanser er tæppebombede og vi er holdt op med at samtale og er gået over til det lette sprog; en let indforstået latter. Chefen kommer forbi og serverer aftenens sidste servering og vi takker ham for at fylde os med glimt af lykke, rædsel, eftertanker og man kan se, at han glædes over at have skubbet til os!

Da aftenen skal til at rundes af, får vi først turen igennem en psykedelisk labyrint og bagefter en kort tur igennem et intensivt køkken, hvor der fortsat arbejdes på højtryk. Intet er overladt til tilfældet! Dagen slutter ved elevatoren. Mens vi bliver beamet ned, åbner et univers i bevægelse sig under os, som om vi endnu engang er på vej tilbage til den virkelige verden, skudt ud igennem stjernerne. Vores jakker bliver holdt frem mod os af en smilende tjener og vi ønskes en fortsat god aften. Det kan være svært at finde sine ben i virkeligheden tilbage i metroen i nattens sidste time efter 5 timer og 50 serveringer!

Pin It on Pinterest

Share This