Når vi taler med danskerne om klima, ansvarlighed og emotioner spores samtalen hurtigt mod interpersonelle relationer. Vi hører en begyndende konsensus om, at klimaforandringerne er menneskeskabte og at vi alle bærer et ansvar herfor. Dette kollektive ansvar påvirker os! Klimadebatten klassificerer og grupperer os. Vi hører i vores samtaler mange fortællinger om en ny disciplinering og regulering. Før du læser videre, så skænk det lige en tanke: Har du for nylig måtte forsvare dine valg ud fra en klimamålestok? Hvis du har, så er du bestemt ikke alene!
I samtalerne med danskerne hører vi, hvordan behovet for at retfærdiggøre ikke klimavenlige valg overfor familie, vennekreds og kolleger spiller en stadig stigende rolle. Praksis især med fokus på måltidsvaner, rejseadfærd, indkøbsvalg bliver udfordret og fører i nogle tilfælde til irettesættelse, hvilket igen medfører frustration og skam. Det bliver tydeligere, at de af vores handlinger, der i en eller anden udstrækning kan kobles til klima, ikke længere er frie. Vi hører, hvordan klimadebatten medfører en gryende ny eftertænksomhed og disciplinering. Der opstår klimaidealer, og slækker man på idealerne har det konsekvenser for samvittigheden og anseelsen. Det medfører klimaskam, kødskam, flyskam, især i de ressourcestærke hjem.
Klimadebatten medfører, at vi begynder at have øje for, hvordan vores omgivelser agerer. Vores individuelle sundhed bliver hyppigt diskuteret i dagspressen fx rygepolitikker eller overvægtsudfordringer, men det endelige valg i forhold til kroppen er vores eget og konsekvensen i sidste ende individets egen. Anderledes ser det ud med klimaet, hvor konsekvensen; i sin ultimative form klodens undergang – er kollektiv. Denne dimension vækker disciplinerings-strategier hos danskerne. Strategier, som vi mærker, hvad enten vi er på den givende eller den modtagende side. Emnet er overlevelse og i debatten ser vi det udtrykt retorisk i form af det armerede sprog. I de seneste mange år har sportsmetaforer været brugt til at understøtte et målrettet fokus. Vi hører, hvordan sportsmetaforerne er ved at bytte plads med et armeret sprog.
Således hører vi i samtalerne danskerne fortælle om forsvar, angreb, arenaer og at skjule sin klimakritiske adfærd for at undgå at blive verbalt overfaldet. Adfærd, der tidligere var normaliseret, kan man ikke længere kan være bekendt! Klimaudfordringer bliver årsag til konflikt, ikke kun i dagspressen, men helt ned på et mikro-niveau, hvor det kan få betydning for den måde ægtemand og hustru begår sig i forhold til hinanden. Vi hører om offentlig udskamning og indignation ift. andres adfærd. Der er reprimander i supermarkedet, når man ikke medbringer egne stofposer til sine indkøb. Der er familier, der omlægger ferieplaner, fordi børnene kræver klimavenlige alternativer, etc.
Det er bare for meget!, hører vi danskerne sige, når nogen har påpeget deres bøffer på indkøbsbåndet i supermarkedet eller når andre rynker brynene, når de fortæller om deres nylige flyrejse til Japan. Vi er ikke vant til det, og vi har svært ved at finde os i det! Idealerne står stærkt i disse tider, og legitimeringen i at irettesætte andre og pege fingre findes i den kollektive konsekvens. Det på trods af, at klimaudfordringerne fortsat er så komplekse, at man ikke hurtigt kan få overblik over sit eget klimaregnskab og derfor ikke ved hvor mange potentielle fingre, der peger tilbage på én selv. De store følelser er på banen! Det armerende sprog er altid klar til at slå til! Kan man nyde julelysene på Strøget uden samtidig at tænke på dets konsekvens og langsigtede slagside?