Select Page
Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen.”
– Søren Kierkegaard

Dagene hvor vi skal holde afstand og ikke må forsamles stiger. Hvad gør det ved os? I uge tre af nedlukningen på grund af Corona afholdt Perspective Lab online fokusgruppe for at få en forståelse af, hvordan forskellige danskere oplever Coronatiden. Over de kommende dage vil vi dele nogle af deres gode perspektiver. Vi håber, du har lyst til at læse med.

Helt overordnet handler vores mangeartede følelser om, at vi er sat i en ufrivillig venteposition. Vi er vant til at vente. Vi venter i venteværelset hos lægen, i bilkø og i telefonkø hos SKAT. Vi venter i frustration, hvis tiden overstiger det, der vurderes rimeligt eller hvis vi er ved at komme for sent til de næste aftaler. Vi ejer vores tid og vil gerne værne om den. Tid, hvor der ikke kræves noget af os, skal være tid, vi selv vælger til og det opleves ikke sådan, når vi ser Netflix på 11. time og ved vi går glip af vin med naboen. Med andre ord, at vente under disse Corona betingelser er ikke noget vi er vant til!

Den første uge eller to var fokus på at skabe nye rammer og rutiner i hjemmet, og især hjem med pasnings- eller undervisningskrævende børn og arbejdende forældre. Medierne har kontinuerligt dramatiske nyheder om stigning i dødsfald og opadgående kurver. Vores normaladfærd kunne have forfærdelige konsekvenser. De første uger blev oplevet som meget dramatiske. Nu har dramaet lagt sig og utålmodigheden melder sig på banen, både blandt voksne og børn.

Vi hører om talrige eksempler på underholdning og tidsfordriv. Der er strikkeudfordringer, terapeutiske tegnebøger, vinduesbamser og puslespil, der ellers har samlet støv i årtier. Da Danmark var åbent, var tidsfordriv et tabu med mindre, man kaldte det at være i nu’et eller mindfulness. Vi har lært, at vi skal være nyttige. Vi har således også lært vores hjerne, at det at holde fri, dovne, slentre, kede sig og tidsfordrive etc. er forbundet med dårlig samvittighed og måske endda skam. Det mindretal, der rent faktisk kan overgive sig til tiden og værdsætte det at have fri og nyde samvær med børnene, føler et behov for at retfærdiggøre overgivelsen og tilfredsheden.

Vi kører mindre i bil. Måske har du lagt mærke til det på vejene. I stedet cykler vi eller går ned for at handle, også selvom der er lidt længere. Før var det at handle en praktisk omstændighed, der skulle overstås, så man hurtigst muligt kunne komme videre i teksten. Nu er det at handle forbundet med et afbræk i dagen, hvor der sker noget og for at strække tiden, lader vi bilen stå.

Vi er udfordrede på vores tålmodighed. Vi venter på, at vi kan være sociale igen. Men hvad er det egentligt, vi venter på? Flere har erkendt, at vi ikke kommer tilbage til det Danmark, vi kender. Hvad er det så, der venter os? Er det mon, hvad vi længes allermest efter? Stadig ved vi ikke hvor længe vi skal vente og dermed øges frustrationen. Hvordan går det med din tålmodighed?

Pin It on Pinterest

Share This